4shared

Dansk Økologi Var En Succes

Stort eksportfremstød for dansk økologi var en succes

Indkøbere fra især Tyskland, Sverige, Holland og Dubai viste stor interesse for danske øko-varer på verdens største økologi-messe, BioFach i Nürnberg. 49 danske virksomheder er netop hjemvendt efter et rekordstort eksportfremstød for dansk økologi, som har givet flotte resultater.

Et rekordstort eksportfremstød for dansk økologi sluttede denne weekend. 49 danske øko-virksomheder er nu vendt retur til Danmark fra Nürnberg efter fire dage på den danske fællesstand på verdens største økologi-messe, BioFach.

Helene Birk, markedschef for eksport i Økologisk Landsforening, glæder sig over at registrere, at der generelt er begejstring over messen resultater blandt virksomhederne.

– Vi har haft en meget velbesøgt dansk fællesstand med besøg af mange interesserede indkøbere fra både nære og fjerne markeder. Især tyske, svenske og hollandske indkøbere samt en sheik fra Dubai har vist stor interesse for konkrete danske øko-produkter. Virksomhederne har mange nye kontakter, de nu skal hjem og følge op på, og flere er meget tæt på at lande aftaler, siger Helene Birk.

Aftale kan åbne døren til 2000 tyske butikker

En af disse er den unge, Aarhus-baserede virksomhed Raw Snacks, som deltog på BioFach for anden gang.

– Det gik helt fantastisk på BioFach. Vi havde besøg af rigtig mange seriøse kunder i år. Eksempelvis er vi nu meget tæt på at lande en aftale med den tyske kæde, Rewe, hvilket i første omgang vil åbne døren til 220 butikker i Nordtyskland – og på sigt 2000 butikker i hele landet. Alene det har gjort det værd at deltage på messen, siger Casper Vester, indehaver af Raw Snacks.

Rewe var en af de 35 internationale kæder og grossister, som Helene Birk på forhånd havde lavet en aftale med om en rundvisning på den danske fællesstand.

– Det har uvurderlig værdi at være med på den danske fællesstand. Det giver vores virksomhed masser af ekstra fokus. Økologisk Landsforening havde lavet et stort forarbejde med at invitere indkøbere, som tog med rundt og præsenterede for os og vores produkter. Samtidig er der altid en virkelig god sparring virksomhederne imellem på fællesstanden, siger Casper Vester.

Innovation, kvalitet, troværdighed og flot design

– De internationale indkøbere fremhæver især kvaliteten og den høje innovationsgrad hos de danske udstillere som attraktiv. Vi har set mange spændende, nye produkter på den danske fællesstand i år, forklarer Helene Birk og fremhæver bl.a. spritnye, krydrede økologiske popcorn i forskellige varianter fra Vision Foods og et madspildsreducerende koncept fra DAVA Foods i form af økologiske frikadeller fremstillet af hønsekød fra æglæggende høns.

Danske øko-varer bliver også rost for flotte emballage-design. Bl.a. af den tyske øko-grossist Midgard.

– Iøjnefaldende emballager er vigtigt for at kunne tiltrække opmærksomhed, når produkterne står på hylderne ude i butikkerne. Det er de danske virksomheder gode til at arbejde med. Dansk økologi bliver generelt forbundet med flot design, kvalitet og høj troværdighed blandt vores kunder. Derfor er det interessant at besøge den danske fællesstand, siger indkøber Fabian Reichert.

Helene Birk peger samtidig på, at Danmarks forsatte position som verdens førende økologi-nation også vækker stor opmærksomhed. På BioFachs åbningsdag blev en ny rapport fra det schweiziske forskningscenter FiBL og den internationale økologiske organisation, IFOAM, offentliggjort. Den viste, at Danmarks økologiske andel af det samlede fødevaresalg på 7,6 procent er verdens højeste.

Den originale artikel kan findes på økologi.dk.

2017-01-02T05:04:16+00:00
css.php